foto chiliklaus

Åbningstale 2017

v/ Chili Klaus

Kære Sydhavsøernes Frugtfestival ..

Jeg har glædet mig rigtig meget til at komme her i dag. Det tager lang tid at komme fra Aarhus til Sakskøbing, man kører ned gennem Jylland, krydser Fyn, skråner tværs over Sjælland og endelig – efter 4 timers kørsel, er man i syden – det sydligste landet kan byde på. Det er spændende.

På sådan en tur har man – naturligvis – masser af tid til at tænke på hvad syden og Sydhavsøernes Frugtfestival er for en størrelse?

En frugtfestival der har 10 år på bagen er jo ikke bare et vildskud? En festival med 10 år på bagen er en rigtig festival – en festival der har slået rødder, har blomstret og kastet frugter af sig, en festival der er forankret i en lokal frugtproduktion, og ikke mindst en festival der har udviklet sig fra en lille hyggelig festival med få deltagere til en festival med over 20.000 besøgende. 
 Det er en god historie – en rigtig god historie.
Groft sagt – sådan rent dramaturgisk – så findes der kun 2 slags historier i verden. 
 Den ene historie er “Kongens Fald” og den anden er historien om “Klods Hans”

Kongens Fald handler om kongen der har et helt kongerige, han har guld og sølv og alverdens besiddelser, men mister alt, på grund af uvidenhed, dumhed, dovenskab, hovmod, bedrevidenhed og ja, efter mange lidelser dør kongen som en fattig mand.

Historien om Klods Hans handler om den lille mands rejse fra mudder til slot, om Klods Hans – der efter det forhåndenværendes søms princip – bruger de evner og redskaber han har, hvorefter han til sidst får prinsessen og det halve kongerige. En rigtig H.C. Andersen historie
Historien om Sydhavsøernes Frugtfestival er i sin opbygning historien om Klods Hans. Klods Hans var oprigtig mod sig selv, han turde at turde og ved hjælp af kløgt og nysgerrighed fik han prinsessen og det halve kongerige.

Vel, vel – hovedpersonerne er skiftet ud – Klods Hans på Sydhavsøerne er måske Claus Meyer som var en af initiativtagerne for 10 år siden. Han turde, at turde starte en frugtfestival i Sakskøbing. En festival, som har strenge til hele Lolland, til Falster, til Fejø og Lilleø. 
 Men i princippet er hele styregruppen jo Klods Hans´er. De gør en gang om året det umulige – ved hjælp af kløgt og snilde sætter de saft og kraft bag en frugtfestival som rækker langt udover egen næsetip, langt ud og op til andre landsdele – ja til det halve kongerige.

I virkeligheden giver god mening for mig, at jeg skal sydpå for at finde en alsidig og succesrig frugtproduktion. Jo mere syd man kommer jo mere frugt for man for pengene.
Sådan er det i alle lande – tag sydpå og du finder frugter med saft og kraft, frugter med smag og egenart.
For præcist et år siden var jeg på besøg hos en chilifarmer i det sydlige USA, i South Carolina – en fyr de kalder Smokin Ed. Han er manden der har krydset sig frem til verdens
stærkeste Chili som hedder Carolina Reaper. “Carolina” står for staten hvor han kommer fra og “Reaper” – det er det amerikanske ord for “Manden med Leen”.
Carolina Reaper er en vanvittig spændende frugt som smager helt fantastisk, men som også svarer lidt igen – ja, den saver dig faktisk over!
Og jeg ved det, for jeg har prøvet det – bl.a. sammen med Bubber. Til almindelig orientering kan jeg oplyse, at jeg mødte Bubber for små 3 måneder siden og han har det rigtig godt i dag. Han er simpelthen i topform.
Smokin’ Ed inviterede mig ud for at se hans chiliplantage. Vi kørte derud i en stor amerikansk 8 cylindret truck. Og jeg troede det var løgn! 
 Plantagen var kæmpestor –  det var tidligere bomuldsmarker – rødt lerjord – hvor chilibuskene stod side om side, i uendelige lange rækker og de bugnede med store capsaicin-fyldte chilifrugter.
Markerne var indhegnede og om natten blev de bevogtet af mexikanske landarbejdere, bevæbnet med skarpladte guns. Både fordi så mange stærke frugter har en stor værdi men ikke mindst fordi Smokin´ Ed til stadighed laver nye kryds i jagten på den nye “verdens stærkeste chili”. Og her tages alle midler i brug. Lidt udansk men alligevel, et drama som kun foregår i syden – for her har frugtavlerne de bedst betingelser.
Så reglen er – man skal syd på for at finde noget med saft og kraft, finde noget med smag, finde et engagement udover det sædvanlige og ikke mindst opleve et frugtdrama som er værd at kæmpe for. 
 Kære frugtfest – I er Danmarks svar på syden i USA. I har frugterne, pærer, blommer og æbler fordelt på over 250 hektar på Sydhavsøerne – den frugtrigeste egn i Danmark.
I har en god historie og gode historier skal fortælles – det ligger simpelthen i en god histories DNA – at den gerne vil og skal fortælles.
Jeg håber, i vil bruge alle de moderne medier der findes i dag, til at viderebringe den gode, spændende historie om de varmekrævende sydhavs-frugter, om dramaet i frugtplantagerne og fortælle historien om den lille frugtfestival der blev kendt i det halve kongerige. 
 Det fortjener den – helt på linje med H.C. Andersens historie om Klods Hans.
Tak for ordet, hold ud, og rigtig god festival!