Søren Ryge's åbningstale ved årets frugtfestival

Åbningstale 2016

v/ Søren Ryge Petersen

For 20 år siden blev jeg udnævnt til årets pibemand, og det var meget fornemt. Jeg var æresgæst i Odd Fellow palæet i København, hvor danmarksmesterskabet i piberygning blev afholdt, og jeg blev overdænget med medaljer, diplomer, piber og tobak.

Da jeg skulle holde min takketale, fortalte jeg den store forsamling, hvordan jeg altid har røget pibe. At jeg stopper den, tænder den,  ryger i et minut og lader den gå ud. At jeg ryger videre efter en time eller to. At jeg kan ryge af det samme stop 4-5-6 gange, inden jeg kradser den ud og begynder forfra. Og at den 2. tænding altid er den bedste.

Der blev helt stille i salen, og da jeg var færdig, blev der ballade. Hvis det havde været i dag, ville der være udbrudt en shitstorm. For jeg var jo forræder. En rigtig piberyger stopper sin pibe, tænder den med en tændstik, sætter sig ned i sin lænestol og ryger i en time eller to, indtil al tobakken er brændt af. Danmarksmesteren kunne holde ild i sine tre gram Sweet Dublin i 2½ time. Jeg var helt til grin med min sjatrygning.

Nu er der Frugtfestival, og nu vil jeg åbne den med at erklære, at jeg næsten aldrig spiser æbler, for de er for sure til mine smagsløg. Jeg foretrækker til enhver tid et stykke kage, og noget af det tåbeligste jeg ved, er at få frisk frugt til dessert. Må jeg be’ om pærer med råcreme eller brændte figner med flødeskum.

Men selvfølgelig har jeg spist masser af æbler i mit liv. I barndommen var æbleflæsk en yndet spise, og æblekage har altid været et hit, bare det ikke er den moderne slags med rå, revne, sure æbler. Bageren bagte udmærkede æblesnitter, til familiefester fik vi æblemost, og om søndagen var der æblegele til rundstykkerne. Desuden var der æblegrøden, men om den er jeg nødt til at sige, at jeg har fået det så mange gange, at det er blevet traumatisk. For i hele barndommen, 15 år, 5.000 dage, fik vi frugtgrød som efterret fra maj til december. Først rabarbergrød, så stikkelsbær, så jordbær og hindbær og solbær og ribs og det hele blandet sammen til alliancegrød, og mirabeller og blommer og så endelig – fra nu af og til jul: æblegrød, æblegrød, æblegrød. Det smagte da meget godt, for der blev aldrig sparet på sukkeret, men jeg er færdig med æblegrød. Min far blev ved med at spise det, indtil han døde, 95 år gammel. Da min mor døde 10 år inden, lærte han sig selv kunsten at lave æblegrød, og hvis der var en slat til overs, kunne han også lave æblekage til kaffen.

De havde nemlig et Filippa-æbletræ, og det var deres største skat.

Hvert år i september blev børn og børnebørn hidkaldt, når æblerne skulle plukkes, for det var gammelt og stort og bar tusindvis af æbler. Hvert eneste skulle plukkes og lægges i kasser og gemmes. Med kartofler og æbler i kælderen kunne man trygt gå vinteren i møde.

Og bare rolig, jeg elsker da også æbler. Hvis man kun skal plante ét træ i sin have, skal det da være et æbletræ, et Filippa på vildstamme. Da jeg for 30 år siden skulle anlægge den have, jeg stadig har, blev halvdelen brugt til …. En abildgård. Ikke en æbleplantage, men en abildgård med 50 æbletræer i alle mulige gamle og nye sorter. Ikke fordi jeg havde tænkt mig at spise af dem, men fordi en abildgård sammen med kålgården er den ældste form for have, der findes i Danmark. Og fordi familien og naboerne og fårene og fuglene og sneglene og regnormene alle sammen elsker æbler, og fordi når de blomstrer i maj sammen med mælkebøtterne, er det noget af det smukkeste, der findes.

Min abildgård blev aldrig gammel, for jorden var for våd, og træerne blev syge, og mosegrisene åd deres rødder, og stormen i 99 væltede dem.  Men jeg har plantet masser af æbletræer andre steder i haven, Filippa, Guldborg, Ananas, Belle de Boskoop og andre sunde sorter, og så sent som i går plukkede jeg en kasse Ananas og to kasser Filippa og bar dem stolt ind til Cathrine, der elsker æbler og har forbud mod at købe Pink Lady.

Og skal slutte med at sige, at jeg da godt kan finde på at spise et par blommer, hvis de er søde og saftige, og det samme med bløde pærer, hvor saften driver ned af hænderne og armene og drypper helt ned på bukserne. Hvorimod frisk frugt til kaffen, som jeg fik en gang på Rønde Højskole, det er en lige så stor skandale, som  hvis danske butikker kan finde på at sælge udenlandsk frugt, når vi kan lave dem allerbedst i Danmark. Meld dem til frugtpolitiet, hvis I ser det, og Frugtfestivalen længe leve!